Mødedato: 15-12-2004

Aftale mellem DR, TV2 m.fl. om fælles forhandling med henholdsvis KODA og Gramex

Resumé

Sagen vedrørte en anmeldelse af en samarbejdsaftale mellem størstedelen af danske radio og tv-stationer (DR, TV2/Danmark, Foreningen af TV2-Regioner, DDF, KOMM og Talpa). Aftalen indebar at radio- og tv-stationerne gik sammen om at forhandle med henholdsvis KODA og Gramex om at ændre ét af de eksisterende principper, der lå til grund for fastsættelse af det beløb, radio- og tv-stationerne skulle betale for retten til offentlig fremførelse af beskyttet musik. Forhandlingerne med KODA angik betalingen til rettighedshavere til musikværker. Forhandlingerne med Gramex angik betalingen til udøvende kunstnere og fonogramproducenter. Radio- og tv-stationer betaler i dag vederlag bl.a. på baggrund af antallet af lyttere og seere i stationernes dækningsområde og ønsker i stedet kun at betale for de faktiske lyttere og seere. Der er tale om en horisontal aftale, hvor formålet med aftalen er at opnå et mere ligeværdigt styrkeforhold i forhandlingerne mellem radio- og tv-stationerne på den ene side og henholdsvis KODA og Gramex på den anden side om en eventuel ændring af dette princip. Konkurrencerådets vurdering af sagen omhandler udelukkende spørgsmålet om, hvorvidt det er i overensstemmelse med konkurrenceloven, at radio- og tv-stationerne forhandler samlet. Der tages ikke stilling til indholdet af betalingsprincipperne. I det omfang forhandlingerne begrænses til alene at omfatte en ændring af betalingsprincippet: dækningsområde til betalingsprincippet: faktisk antal lyttere, udgør aftalens bestemmelser ikke en konkurrencebegrænsning omfattet af KL § 6, og der kan derfor meddeles en erklæring om ikke-indgreb efter KL § 9, stk. 1.

Myndigheder

Rådet

Regler

kl. § 6

Udfald

ikke indgreb

Opfølgninger

Nej