Mødedato: 25-02-2004

Arla Foods har ændret udmeldelsesreglerne for økologer og vil også ændre bestemmelserne om negativ udligning

Resumé

I fortsættelse af den offentlige debat om Arla Foods meddelte selskabet, at det ville tillempe opsigelsesvarslet i kontrakterne med sine økologiske andelshavere, således at disse stilles ens i forhold til konventionelle andelshavere. Det betyder, at de økologiske andelshavere fra at have et opsigelsesvarsel på mellem 13 og 25 mdr. nu kunne opsige deres kontrakter med et varsel på mellem 4 og 16 mdr. Arla Foods skal fortsat give mellem 13 og 25 måneders varsel, hvis selskabet ønsker at opsige økologiske andelshavere. Selskabet oplyste endvidere, at det ville indstille til repræsentantskabet i marts 2004, at vedtægterne blev ændret, således at opsigelsesvarslet for alle andelshavere blev på maksimalt 12 mdr. mod 16 mdr. hidtil. En sådan beslutning kræver en vedtægtsændring og 75 pct. tilslutning i repræsentantskabet. Arla Foods har desuden på de nyligt afholdte kredsmøder drøftet forskellige former for individuel kapital. Hidtil har stort set al kapital i Arla Foods været fælles, og andelshaverne har ikke kunnet få udloddet kapital ved udmeldelse eller ophør. Arla Foods forventer, at beslutningen om en eventuel ny kapitalmodel kan træffes på repræsentantskabsmødet i juni. Forinden skal selskabet have afdækket de juridiske og skattemæssige forhold. En ny model kræver en vedtægtsændring, der kun kan besluttes af repræsentantskabet. I forlængelse heraf har Arla Foods meddelt, at bestyrelsen har besluttet, at så længe processen omkring kapitalforhold pågår, har man suspenderet opkrævningen af negativ udligning for så vidt angår nye andelshavere, der optages enkeltvis i perioden fra den 1. februar 2004 og til den 30. september 2004. Spørgsmålet om negativ udligning vil blive behandlet på repræsentantskabet i juni i sammenhæng med behandlingen af kapitalforholdene. Suspensionen gælder imidlertid kun for nye andelshavere, og de 54 andelshavere, der p.t. betaler negativ udligning, får således ikke gavn heraf. Sagen var en frivillig tilpasning fra ARLA, idet det dog kunne bemærkes, at Konkurrencerådet i august 2002 påbød Arla Foods at ophæve ordningen om negativ udligning, der betyder, at en ny andelshaver ved optagelse i Arla Foods skal betale et beløb svarende til 90-100.000 kr., som andelshaveren ikke kan få med ud igen ved en eventuel senere udtrædelse. Konkurrenceankenævnet underkendte imidlertid afgørelsen. Tidligere – i november 2001 – påbød rådet Arla Foods at ændre opsigelsesvarslet for de økologiske leverandører, således at dette kom til at svare til udmeldelsesfristen for konventionelle leverandører. Dette påbud blev ligeledes ophævet i ankenævnet.

Myndigheder

Rådet

Regler

kl § 11

Udfald

Problem

Opfølgninger

Nej

Litra

§ 11

Skadesteorier

Ingen

Samhandeler

Ikke angivet

Metoder

Ikke angivet

Produktmarkeder

Ikke angivet