KFST havde afvist at indrømme klager i en konkurrencesag aktindsigt med henvisning til, at denne ikke var part i sagen. Dette blev stadfæstet af Konkurrenceankenævnet den 9. december 2015, hvilket bekræfter, at der gælder et snævert partsbegreb på konkurrenceområdet. Den underliggende sag er kun sparsommeligt beskrevet men omfatter en klage indleveret af Breeders of Denmark A/S over Videncenter for Svineproduktions administration af afgifter i DanAvl-systemet. Aktørerne i systemet, herunder Breeders of Denmark, betaler en række afgifter, herunder en genafgift, der beregnes på baggrund af salgstal. Ifølge Breeders of Denmark skete der dog en diskrimination af udenlandske svineproducenter ved, at en del af de indkomne afgifter blev udbetalt til danske svineproducenter. I forlængelse af klagen afholdt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen møde med Breeders of Denmark den 25. marts 2015, hvor selskabet uddybede sin klage, og KFST tilkendegav, at de ville kigge nærmere på sagen. Uafhængigt af klagen henvendte Videncenter for Svineproduktion sig til KFST omkring en planlagt omstrukturering af systemet, hvilket tillige skulle være kommunikeret til Breeders of Denmark. Denne ønskede dog indsigt i KFST’s korrespondance med Videncenter for Svineproduktion, hvilket KFST afviste den 11. august 2015. Styrelsen havde fundet, at virksomheden ikke havde en sådan væsentlig individuel interesse i sagen og dens udfald, at virksomheden kunne anses for at være part i sagen, jf. forvaltningslovens § 9. Konkurrenceankenævnet stadfæstede dette den 9. december 2015.
Mødedato: 11-08-2015
Breeders of Denmark A/S mod Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen (aktindsigt)
Resumé
Myndigheder
Styrelsen
Regler
Aktindsigt
Udfald
afvist
Opfølgninger
Nej