Mødedato: 28-02-2023

Delika Food Group A/S’ erhvervelse af enekontrol over Skare Food Group A/S og Defco A/S af 2019

Resumé

Transaktionen medfører, at Delika, gennem Erhvervsinvest Management A/S, overtager 100 pct. af aktiekapitalen i Skare og Defco. Delika erhverver dermed enekontrol over Skare og Defco. Skare samt datterselskabet Defco er aktiv inden for fremstilling og salg af forædlede kødprodukter, fx kødpålæg. Defco sælger under følgende brands: Klassiker og Økologisk, mens Skare sælger under følgende brands: Christiansfeld, Madpakkens Foretrukne og Skare. Både Skare og Defco er aktiv med salg til detail- og cateringvirksomheder. Delika er aktiv inden for fremstilling, produktion og salg af kød- og mejeriprodukter, herunder forarbejdning og salg af forædlede kødprodukter, fx kødpålæg og handel med færdigproducerede kød- og mejeriprodukter, under følgende brands: Hammel, Allans Guld, Carl Vollstedt, Mads Skjern, Sørwi og Delicias. Delika er aktiv med salg til detail- og cateringvirksomheder. Delika er ejet af Erhvervsinvest IV K/S. Erhvervsinvest IV K/S er en dansk kapitalfond med fokus på investeringer i små og mellemstore virksomheder. Erhvervsinvest IV er kontrolleret af Erhvervsinvest Management A/S, som forvalter fire aktive investeringsfonde med porteføljeselskaber i Danmark. Et af porteføljeselskaberne er European Freeze Dry, der sælger frysetørrede produkter, herunder frysetørret kød, mens et andet af porteføljeselskaberne er Samsø Syltefabrik
A/S, som producerer og sælger sylteprodukter. Delika har 10. februar 2023 erhvervet to ejendomme samt enkelte anlægsaktiver fra Skare. Denne overdragelse var ikke anmeldelsespligtig til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, da virksomhedernes omsætning ikke oversteg omsætningstærsklerne i konkurrencelovens § 12, stk. 1. Delikas efterfølgende overtagelse af Skare finder sted inden for to år efter overdragelsen af ejendommene og anlægsaktiverne mellem de samme koncerner, hvorfor konkurrencelovens § 12, stk. 3, finder anvendelse. Det medfører, at de to transaktioner skal betragtes som en enkelt fusion, der finder sted
på tidspunktet for den seneste transaktion. Det vil sige, at overdragelsen af ejendommene og anlægsaktiverne også har været genstand for styrelsens vurdering, da det anses som en samlet fusion, jf. konkurrencelovens § 12,
stk. 3. Idet fusionen på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke giver anledning til indsigelser, har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen godkendt fusionen efter en forenklet sagsbehandling, jf. konkurrencelovens § 12 c, stk. 7.

Myndigheder

Styrelsen

Regler

Fusion

Udfald

Godkendt

Opfølgninger

Nej

Litra

12 c, stk. 7.

Skadesteorier

Ingen

Samhandeler

Ikke relevant