Netdelingssamarbejde mellem Telia og Telenor

I sagen havde Telia og Telenor, henholdsvis nr. 3 og 2, på det danske telemarked indgået en omfattende aftale om deling af teleinfrastrukturelementer, der tillige omfattede puljning af frekvenser. Konkurrencerådet fandt at dette var eb horisontal produktionsaftale, der hverken omfattede prisfastsættelse, produktionsbegrænsninger eller deling af markeder eller kunder, og derfor ikke havde til formål at begrænse konkurrencen (pkt. 316-318). Sam-arbejdet kunne dog have til følge at konkurrencen blev begrænset på flere punkter (pkt. 320). Det omfattede i) stiltiende koordinering på engrosmarkedet for mobiltelefoni og mobilt bred-bånd, ii) fordelingen af frekvenser, iii) adgangen til antennepositioner, iv) informationsud-veksling samt v) uniformering af dækning og teknologien i radionetværket. Koordineringsri-sikoen var bl.a. en konsekvens af den uniformering af parternes omkostninger, dækning og teknologi, som samarbejdet ville skabe, på et marked allerede præget af høj koncentration og gennemsnitighed, samt skabelsen af en strukturel forbindelse mellem nr 2 og 3 på telemar-kedet. Konkurrencerådet kunne dog afvise risko iii) og v) og accepteret at de øvrige blev adresset via tilsagn. I det omgang der i øvrigt var konkurrenceproblemer fandt Konkurrence-rådet at disse var omfattet af konkurrencelovens § 8 og Artikel 101 (3) og derfor fritaget. Bedømmelsen følger overordnet EU-Kommissionens afgørelser i UK Network Sharing Agreement og 02, begge fra 2003. Heri var det ligeledes risikoen for en uniformering af detailpriserne og tredjeparts adgang til master mv., som blev inddraget i analysen. Konkret blev der dog ikke identificeret en konkurrencebegrænsning for så vidt angår delingen af netværk og mastepositioner. Kun den parallelle roamingaftale blev anset for konkurrencebegrænsende. Spørgsmål om aktindsigt til TDC blev indbragt for Konkurrenceankenævnet, der ikke indrømmede dette (22/11-11) uanset et meget betydeligt antal referencer til TDC i sagen.