Nykredit havde anmodet om at få ophævet koncernens oprindelige tilsagn fra 2003 om loft over bidragssatser på lån udstedt af Nykredit Realkredit. Konkurrencerådet har afgjort, at der ikke er grundlag herfor, men omvendt dog accepteret nye tilsagn til erstatning for de oprindelige tilsagn fra 2003. Det omfatter for det første, at eksisterende kunder i Nykredit Realkredit A/S med fastforrentede lån med afdrag ikke får højere bidragssatser, mens kunder med de mere risikable lån kan opleve bidragsstigninger på op til 0,15 procentpoint. Rådet har lagt vægt på, at de nye tilsagn beskytter eksisterende lån i Nykredit Realkredit mod prisstigninger, der skyldes tab af konkurrencepres som følge af fusionen. Disse lån vil fortsat have de laveste bidragssatser på markedet. Som det andet indebærer tilsagnene, at nye kunder i Nykredit Realkredit indtil 30. juni 2024 ikke vil blive opkrævet kurtage og kursskæring ved indfrielse i seks måneder efter varsling af bidragsstigninger. Konkurrencerådet vurderer, at det kan fremme konkurrencen og gøre det mindre lønsomt for Nykredit at hæve bidragssatserne, idet kundernes skifteomkostninger bliver lavere. Som det tredje medfører tilsagnene, at nye kunder i Nykredit Realkredit indtil 30. juni 2024 vil få afregnet deres eventuelle rabatter i forbindelse med terminsbetalingen hvert kvartal. Konkurrencerådet vurderer, at det vil reducere risikoen for, at Nykredit benytter sin rabatmodel (kundekroner) til at fastholde kunderne, så de ikke skifter til et andet institut. Nykredit har således tilbudt at erstatte det eksisterende tilsagn om bidragsloft med de nye tilsagn. Den løsning har Konkurrencerådet accepteret. I sin afgørelse har Konkurrencerådet blandt andet taget højde for, at effekten af det oprindelige tilsagn udvandes, fordi Nykredit siden 2012 har valgt at udstede alle nye lån i regi af Totalkredit, som ikke er omfattet af bidragsloftet.
Mødedato: 27-09-2017
Nykredits tilsagn om bidragsloft erstattes af nye tilsagn
Resumé
Myndigheder
Rådet
Regler
Fusion
Udfald
Tilsagn
Opfølgninger
Tilsagn
Brancher
Realkreditlån
Samhandeler
Ikke relevant