Transaktionen omfattede, at Viking Malt Oy’s (”Viking Malt”) erhvervede Danish Malting Group A/S (”DMG”) fra Carlsberg. Viking Malt er en finsk virksomhed, som producerer og sælger malt samt relaterede services til bryggerier, drikkevarer og bagerbranchen, herunder i Danmark. DMG producerer også malt, hvorfor der var horisontale overlap. I sine analyser benyttede KFST sig dels af en række interviews og analyser samt et besøg hos DMGs malteri i Vordingborg. Ved afgrænsningen af det relevante produktmarked blev dette defineret som produktion og salg af malt. Endvidere blev det overvejet, om der skulle ske en undersegmentering på malttyper, således at disse blev opdelt efter egenskaber. Typisk inddeles malttyperne i kategorierne basismalt og ristet malt, hvor basismalt bl.a. dækker over malttypen pilsnermalt. Da fusionen dog ikke gav anledning til betænkeligheder, forblev spørgsmålet åbent. Det samme gjorde sig gældende i forhold til den geografiske udstrækning. Her blev hele tre forskellige afgrænsinger testet, herunder både en national, en nordisk og en europæisk afgrænsning. Et særligt forhold i fusionen omfattede behandlingen af in-house produktionskapacitet (captive sales). Hvis vurderingen af fusionen tog udgangspunkt i et marked for eksternt salg af malt (”merchant market”), ville fusionen medføre en vis frigivelse af in house-produktionen af malt (”captive market”). I vurderingen af fusionen blev der testet for både ensidige og koordinerede virkninger i forhold til de overlappende aktiviteter. Endvidere blev det testet, om fusionen kunne skabe vertikale konkurrenceproblemer. Ingen af analyserne pegede dog på problemer, hvorfor fusionen blev godkendt. Parallelt med salget var der indgået en flerårig aftale om levering af malt fra DMG til Carlsberg. Da aftalen løb længere end de 5 år, som normalt accepteres, kunne denne leveringsaftale ikke anses som accessorisk. Som konsekvens heraf var aftalen ikke omfattet af den udstedte godkendelse af fusionen. KFST fandt dog ikke anledning til at vurdere aftalen nærmere.
Mødedato: 06-05-2016
Viking Malt Oy’s erhvervelse af Danish Malting Group A/S
Resumé
Myndigheder
Styrelsen
Regler
Fusion
Udfald
Godkendt
Opfølgninger
Nej
Litra
§ 12 c, stk. 2, 1. pkt.
Skadesteorier
Ingen
Brancher
Malt
Samhandeler
Ikke relevant
Produktmarkeder
Malt, med mulig underopdeling på malt typer